DANSK FILM HAR KURS MOD SIN EGEN DØD
Af Michael Obel
På trods af stor succes hos publikum i ind og udland er dansk film blevet lagt i respirator, pga. et misforstået håb om, at branchen og det frie marked vil regulere sig selv. Som konsekvens af de store tab, den digitale tidsalder har medført for dansk film, skal der investeres massivt fra offentlig side ved de kommende medieforligsforhandlinger, hvis ikke denne patient skal blive en saga blot.
Jeg er født i en biograf i det fjerneste Jylland, hvor der ikke var megen kontakt til den pulserende omverden, bortset fra den man kunne opnå i den lokale biograf, min far ejede. Når jeg sad i salen, eller endnu bedre i operatørrummet, som Danmarks yngste filmoperatør, drømte jeg mig ind i filmens store verden. For når filmen rullede, betød geografi intet; jeg havde hele verden foran mig. Byens borgere frekventerede jævnligt biografen, og de største biografdage var, når der var danske film på plakaten. Så valfartede selv fiskerne og landmændene med bløde hatte ind for at se den nye Paul Reichhard Film, Olsen Banden, eller hvad vi nu havde på programmet. Pudsigt nok har filmen overlevet alle de nye medieplatforme og filmene er i dag ligeså populære hos danskerne, som dengang tilbage i barndommens biograf.
Min opvækst ansporede mig til at begynde en rejse mod at blive filmproducent i filmens verden. En rejse som blev indledt ved Nordisk Film studier med Erik Balling som guide. Et årti senere sprang jeg ud som filmproducent med min debut, Nattevagten, og som filmproducent har jeg arbejdet lige siden. Både i Danmark og i udlandet.
Jeg har set dansk film fra operatørrummet på Mors, jeg har set hvad den betyder for danskerne. Jeg ved, at vi i Danmark sidder på en guldgrube af kreativitet, når det kommer til film. Desværre har en række uforudsigelige faktorer, forkerte satsninger og uheldige vurderinger nu tvunget den danske filmindustri ud til kanten af afgrunden.
Ser man på tilskuertallene, kan man let foranlediges til at tro, at dansk film er ved at drukne i sin egen succes. Desværre kommer der ikke nok penge ind, og markedet bliver stadig mindre rentabelt for investorer. Selvom dansk film har en markedsandel på 35 % i fri konkurrence med Hollywoods største Blockbusters, kommer der ikke nok penge ind. Selvom tre danske film modtog Oscarnomineringer til verdens mest prestigefyldte filmpris i januar, kommer der ikke nok penge ind. Selvom Hollywood er lamslåede over, at the land of fairytales aldrig løber tør for historier, så kommer der ikke nok penge ind.
Man kan foranlediges til at tro, at jeg blot er endnu en kreativ fantast, der ikke formår at udnytte den guldmine, jeg står midt i. Men desværre har digitalisering, en DVD-pris i frit fald og ulovlig downloads fravristet filmbranchen indtjeningsgrundlaget. Da Danmark er et meget lille sprogområde på kun 5,5 mio. indbyggere, er vi afhængige af offentlig støtte. Men i de seneste 4-6 års udvikling med faldende indtjening per dansker, der ser vores film, har vores støtte ganske simpelt ikke fulgt med. Det er nu evident, at dansk film er ved at afvikle sig selv, og hvis denne kulturelle hjørnesten ikke bliver tilgodeset i de kommende medieforligsforhandlinger, vil jeg være tilbage på disse sider om et par år med en nekrolog. Vi er the land of fairytales, men uden investeringer vil det danske film-eventyr blive netop det. Et eventyr.
De danske historier, der bliver fortalt på lærreder i alverdens biografer, har en ejendommelig evne til at trodse klichéer og kassetænkning. Jeg ved, hvordan man i Hollywood misundeligt skeler til Danmark uden den mindste smule forståelse for, hvordan vores lille, betydningsløse land har kunnet producere 33 spritnye film om året. Og med spritnye mener jeg ikke remakes, ikke kopier, ikke nogen lånte, uoriginale hollandske TV-koncepter, der er blevet udført hundrede gange før og ikke har den fjerneste rod i Dansk kultur og levevis. Nej jeg mener 33 helt nye originale danske historier.
Men de behøver ikke længere misunde os ’over there’. I hvert fald ikke i samme grad. Vi kan nemlig ikke længere producere 33 nye film årligt. Faktisk blev det kun til 17 nye film i 2013. Det er en halvering på ganske få år. Selvom 17 nye film årligt stadig er flot for vores lille land, og selvom 33 film kan lyde som et imponerende højt tal, så kan ingen benægte, at udviklingen er bekymrende. Jeg kan tydeligt huske, hvordan dansk film så ud i slut halvfjerdserne, hvor økonomien var ringe, filmstøtten var helt oppe på 90% af det samlede filmbudget, og med en meget ringe investering fra de danske producenter. Der blev kun produceret 10-12 film om året, og de havde absolut intet publikum. Hollywood løb med det hele og fik generelt ingen konkurrence. Det er desværre helt realistisk, at vi havner samme sted igen. Man taler om, hvor smertegrænsen går. Jeg kan desværre berette, at vi nu har nået den.
Dansk film er et varemærke, hvis reelle værdi ikke kan gøres op i kroner og aktier. Med dansk films originalitet kan mennesker fra Aalborg til Aakirkeby, fra Mors til Munkebo have diskussioner om deres filmoplevelser over havregrynene ved morgenbordet eller i kantinen på arbejdspladsen. Dansk films narrativer introducerer danskerne til nye personer fra Anja & Viktor til Flammen & Citronen, der gør os klogere på os selv, hinanden og vores samtid. Dansk film giver stadig danskerne, hvad den gav mig, mine klassekammerater og øvrige beboere i biografsalen på Mors. Den giver os et indblik i verden uden for os selv og genererer en ny forståelse for den verden, der ligger indeni os selv. Den danske films mangfoldighed forstørrer verden og forkorter afstanden mellem mennesker.
Men denne mangfoldighed er alvorligt truet. At du så nemt som en pose rødløg kan lægge en DVD, der gik i biografen for 4 måneder siden, op på båndet foran den søde kassedame og kun slippe 29,95 for den, udhuler vores branche. Men det er der ikke noget at sige til. For man kan alligevel bare gå på nettet og hente en film ulovligt i dag, der først får premiere i morgen, og så betaler man endda slet ikke noget. De næsten gratis tilbud fra abonnementstjenester, og de gratis tilbud fra bibliotekerne drukner de danske films indtjeningsmuligheder på trods af, at de danske producenter egentlig burde svømme i deres egen succes.
Mens det er alment anerkendt, at dansk films centrale indtægtskilde er biografbilletter, så bliver biografvinduet stadig kortere og filmene havner på internettet tidligere. Med den nuværende udvikling er det et spørgsmål om tid, før vi har en meget lille, meget homogen produktion af film. Du må have set de bunker af nye film i supermarkederne til 29,95 og tænkt: ”Det kan da ikke blive ved med at gå!”. Du må da have hørt om ulovlig download af film og på et eller andet tidspunkt tænkt: ”Det kan da ikke blive ved med at gå”. Måske har du tænkt det samme, når du har hørt om fremmarchen hos de store streamingtjenester, der koncentrerer sig om globale interesser fremfor de lokale produktioner. I dag kan jeg svare dig: Nej lige præcis. Nu kan det ikke blive ved med at gå længere.
Vi er nødt til at se i øjnene, at dansk film ikke som en selvfølge fortsat vil eksistere på samme internationale niveau, som hidtil. En ny rapport lavet af Deloitte for Producentforeningen og for Det Danske Filminstitut (DFI) viser, at vi i Danmark taber mellem 20-40 % om året på at investere i dansk film. Sammen med disse tab forsvinder muligheden for at producere film, der kan tjene sig selv ind, altså selve incitamentet som dansk filmproduktion hviler på.
Med et marked for film, musik og bøger, der i stigende grad er blevet vant til uhørt lave priser, udebliver indtægterne, og så bliver det alene op til statens formåen via skat, licens og afgifter at investere i kulturen, hvis man ønsker den opretholdt.
I EU har man besluttet at hæve mediebudgettet med 9 %, uden man i Danmark har hævet det tilsvarende. Problemet er anerkendt i lande med en svagere filmproduktion og ringere filmtradition end i Danmark – og deres handlingsplaner er tilmed trådt i kraft allerede her i 2014. Så meget desto vigtigere er det, at vi nu har en kærkommen mulighed ved medieforligsforhandlingerne for at gøre EU kunsten efter ved at hæve de offentlige filminvesteringerne, så de står mål med de tab, branchen har haft, på trods af det rekordstore forbrug af film hos danskerne. For at dansk film skal komme tilbage til sin storhedstid med 33 film produceret om året, skal der tilføres 100 millioner kroner. Et godt sted at starte vil være med en offentlig investering, der igen gør filmmarkedet attraktivt for investorer.
I Danmark har vi troet på, at den øgede digitale tilgængelighed og nye platforme automatisk ville medføre merforbrug og dermed kompensere for prisfald på film. I grunden en sympatisk tanke, for hverken politikere eller Det Danske Filminstitut har sovet i timen eller handlet i ond tro. De har bare sat deres lid til, at noget ville ske – men som desværre ikke er sket. Og desværre er dansk film nu løbet tør for tid.
Det er oplagt at anlægge en tilsvarende ’kan det kravle, kan det avle’-synsvinkel på denne vitale debat. På et helt frit og helt lige marked er dette da også den optimale tanke, men – udover at være et marked med kulturel ære og forpligtelse – er filmmarkedet i Danmark hverken frit eller lige. Igennem de sidste fem år er den gennemsnitlige pris for at se en spillefilm faldet drastisk på alle platforme med undtagelse af biografen. Med en høj markedsandel til Dansk film, og et uhørt højt filmforbrug hos Danskerne på alle platforme, er der en kun udsigt til små vækstrater på indtjeningen, fordi vi allerede er en kæmpe succes hos publikum. Vi kan ikke vækste os ud af det her problem. Vi kan ikke styre et marked, når 65 % af markedet udgøres af Hollywood, der kan producere film på helt andre vilkår, end vi kan her i Danmark. Og det er uden at nævne konkurrencen med andre pristrykkende medier og ulovlige downloads.
Så hvad gør vi? Som jeg ser det, har vi to muligheder. Den første mulighed er den tragiske: Vi lader stå til. Dansk film går konkurs, og den amerikanske mainstream kultur vil skylle ind over os. Vi vil lade denne dansk kulturs hjørnesten blive til en gravsten. Den anden mulighed er den eneste rigtige: Vi giver dansk film de penge, der er brug for. Vi sikrer på den måde en fortsat professionalisering, der kan fastholde vores talent og konkurrenceevne samtidig med, at der er et fortsat højt kunstnerisk niveau. På den måde vil incitamentet til de private investeringer – både i populærfilm og i kunstneriske film – kunne opretholdes eller forøges, så dansk film dermed igen kan erobre landkortet.
Det er ikke bare dansk film, men al produktion af mediebårne kulturprodukter, der er under et heftigt pres i disse år. Men på trods af, at dansk film som de eneste har kunnet fastholde en markedsandel på 35%, så er støtten faldet fra 460 millioner kroner til 420 millioner kroner. Både TV2, TV2–Regionerne og DR modtager store beløb vedtaget af folketinget. Der er tradition og forståelse for, at dansk kultur er en public service forpligtigelse. Derfor bør det være en selvfølge for vores politikere og Tv-stationer, at de er med til at sørge for, at filmfesten kan fortsætte på et niveau, som vi kan være bekendt, og som danskerne kan være stolte af.
Jeg håber på, at der igen vil blive værnet om den danske filmtradition og udvikling, hvis opbygning startede i verdens ældste filmstudie, Nordisk Film fra 1906. Jeg håber på, at de små og store byggesten, der ligger i fundamentet af den danske filmkultur ikke vil smuldre væk under den enorme vægt af ikke at blive prioriteret højt nok.
Jeg håber ikke, at filmpioneren Ole Olsen producerede ’Løvejagten’ forgæves. Jeg håber ikke, at de første byggesten, lagt af verdensstjerner som Die Asta og stumfilmstjernen Valdemar Psilander, blev støbt forgæves. Til gengæld håber jeg, vi kan fortsætte med at levere succesfilm som bl.a. Pelle Eroberen, Babettes Gæstebud, Nattevagten, Pusher, Dogmefilmene og nu senest Oscar nominering af Jagten, hvor Vinterberg og Mads Mikkelsen manifesterer, at der stadig er noget at bygge videre på. At tænke sig, at dansk films succes skal stoppe her, er selv i tankeform ubærligt.
Og vi kan fortsætte succesen. Vi kan bygge videre på vores glorværdige filmtradition. Vi kan sørge for, at der i biografen på Mors stadig vil blive fortalt store, nye historier til alle byens borgere. Historier som fortsat vil drive landmændene med de bløde hatte ind i mørket til en kulturelt stimulerende oplevelse i byens biograf.
Når det kommer til filmproduktion, kan vort lille land fortsætte med at sætte verdensrekorder. Vi har det der skal til. Vi har kreativiteten, vi har originaliteten, og vi har kompetencerne. Vi kan fortsat være the land of fairytales. Hvis vi vil.