Politiken Kronik af Michael Obel, ejer af biografkæden MovieHouse og filmproducent.
Vi danskere elsker dansk indhold, når vi skal underholdes. Vi elsker den særlige og helt specielle danske fortælling. Pt. sidder 1,5 millioner danskere limet til skærmen, når tv-serierne ”Borgen” og ”Badehotellet” bliver vist. Dobbelt så mange sidder bænket, når ”Ternet Ninja 2”, ”Druk”, ”Retfærdighedens Ryttere”, ”Pagten” og ”Margrete den Første” ruller over biografernes store lærred.
Der er dog ingen grund til at tage disse særlige danske fortællinger for givet. Streamingtjenesternes indtog udfordrer den danske fortælling, både på det kreative og økonomiske plan.
Når streamingtjenesterne udvælger hvilke film og tv-serier de vil investere i, tænker de ikke på danskerne, de tænker i algoritmer og hvordan de når et globalt publikum. Og al ære og respekt for det, men det sikrer ikke den særlige danske fortælling.
Danmark er en dråbe i verdenshavene, når streamingtjenesterne træffer beslutninger.
Dansk film er normalt baseret på fortællinger, som er dybt forankret i vores værdier og afspejler det samfund vi alle er en del af. Det er overordentlig vigtigt – specielt i disse tider – at vore fortællinger bliver tilgodeset og får lov til at blomstre. Man kan spørge; hvad ved Hollywood og amerikanerne om den danske fortælling? Ikke ret meget og når det kommer til dyb indsigt i danskernes samfundsmodel, moral, manérer, etik og smag, så ligger vi et noget andet sted end det vores venner i Amerika arbejder ud fra. Det har vi set mange eksempler på, som når f.eks. Facebook bedriver censur på danske Facebook-brugeres opslag.
De forskelle mærkede jeg også på egen krop, da jeg var så heldig at blive inviteret til Hollywood, som filmproducent, for at genindspille ”Nattevagten” sammen med Ole Bornedal i amerikansk version. Alle sejl blev sat til, og ind kom den oscar-vindende progressive, manuskriptforfatter og filminstruktør Steven Soderbergh. Han forstår sig på at lave fortællinger som er mere nuanceret, end man ofte ser det fra Amerika. Det var en øjenåbner for mig af de helt store dimensioner, da vi skulle i gang med manuskriptskrivningen på det amerikansk oversatte manuskript. Her kørte den danske kultur ind i en umiddelbart usynlig amerikansk betonmur. I den amerikanske version kunne præsten ikke være kvinde, filmens hovedrolleindehaver måtte ikke få et blowjob på en restaurant, som vi så i den danske version af ”Nattevagten”, og bare antydningen af nekrofili i kældrene under rigshospitalet, kunne ikke finde sted i filmen. Det ville nemlig angiveligt provokere det amerikanske publikum. Det er sikkert rigtigt og det vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er amerikanernes hjemmebane, som jeg selvfølgelig respekterer. Omvendt vil jeg gerne slå et slag for vores hjemmebane, og sikre at det er danskere, med indsigt i danske forhold og levevis, der ikke har anden agenda end at vurdere og igangsætte danske fortællinger. Ellers sikre vi ikke det bedste spejlbillede af vores danske liv og levned.
Der er bare himmelvid forskel på den danske fortælling, som alene foregår under hensyntagen til den danske kultur og så den kultur amerikanerne repræsenterer. Vi skulle jo nødigt risikere, at danske kreative ender med at overveje selvcensur, for at få streamingtjenesterne til at finansiere deres kommende filmprojekt.
Iblandt hører man danske filmskabere tale om, at streamingtjenesterne ikke blander sig i produktionen af danske tv-serier. Det, er givetvis rigtigt, men man skal huske på at disse tv-serier er udviklet med henblik på at imødekomme streamingtjenesternes globale ambitioner, og den danske fortælling bliver dermed mindre væsentlig og måske helt udeladt. Man løber fra tid til anden ind i sådanne serier, hvor man sidder tilbage med den fornemmelse. Interessant nok, har disse danske tv-serier ofte en engelsk titel, som er med til at styrke den fornemmelse. Jeg anfægter ikke de pågældende seriers kvalitet eller berettigelse. Jeg mener bare ikke de skal forveksles med en dansk tv-serie, blot fordi skuespillerne taler dansk, eller fordi de er optaget i Danmark. Der er tale om internationale serier, som er målrettet et bredt publikum over hele kloden, inklusive det amerikanske hjemmepublikum.
Vi har brug for, at der fortsat findes danske film og tv-serier, som afspejler den danske fortælling. Det er bl.a. derfor vi gør os gældende ved alle de store prisuddelinger. Netop pga. af det kunstneriske mod dansk film repræsenterer. Man kan have stor tvivl om film som ”Hvor kragerne vender”, ”Druk”, ”Retfærdighedens ryttere” og ”Flugt” nogensinde var blevet sat i produktion, hvis det kun var de Hollywood-ejede streamingtjenester, der skulle træffe beslutningen.
Derfor begynder der nu at tegne sig et politisk flertal for at indføre et kulturbidrag fra streamingtjenesterne. Dette bidrag skal sikre den gode danske fortælling. Det er kun fair. For hvem sikrer bedst den danske fortælling? Danske beslutningstagere eller dem i Hollywood, der udelukkende tænker globalt?
Det har lande som Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien, Italien, Polen, Tyskland, Østrig, Slovenien, Kroatien og Tjekkiet indset. I disse lande bidrager streamingtjenesterne til at sikre de respektive landes nationale fortællinger. De nævnte lande har indført et kulturbidrag på helt op til 25 procent, af den samlede streaming-omsætning. Kulturbidraget bliver så overgivet til nationale filmfonde, som Det Dansk Filminstitut, der efterfølgende støtter lokale filmproduktioner med de indkomne midler.
Et kulturbidrag kommer i allerhøjeste grad også streamingtjenesterne selv til gunst. Kulturbidraget vil jo betyde at streamingtjenesterne kan begynde at tilbyde os film, som refererer til den danske fortælling, fremfor kun at tilbyde film der virker fremmedgørende på os. Med andre ord, vil implementeringen af kulturbidraget få danskerne til at værdsætte streamingtjenesterne i endnu højere grad.
Det estimeres, at dette kulturbidrag kan indbringe dansk indholdsproduktion omkring 250 millioner kroner årligt, alt efter procentsats. Men for at et kulturbidrag overhovedet skal give mening, og dække underfinansieringen, skal bidraget op på 10%.
Men hvordan skal pengene så fordeles?
Selvfølgelig skal de der lider mest under streamingtjenesternes stærke position, og som bærer den danske fortælling, prioriteres.
I modsætning til tv-serierne, som ikke har finansieringsproblemer, er den originale danske spillefilm blevet sat under ekstremt hårdt pres, siden streamingtjenesterne holdt deres indtog.
Dansk films indtægter fra hjemmebiografen er i frit fald. Hvor denne indtægtskilde for 15 år siden bidrog med gennemsnit 6 millioner kroner til hver dansk spillefilms indtjening, er dette tal i dag faldet til 1 million kroner i gennemsnit, iflg. udregninger fra Det Danske Filminstitut.
Med andre ord: Der er i gennemsnit blevet 5 millioner kroner mindre at lave en dansk spillefilm for. Årsagen til dette fald skyldes, at salget af dvd’er og blu-rays er totalt forsvundet. Danskerne bruger i stedet deres tid og penge på streamingtjenester. Det er et problem, fordi streamingtjenester kun betaler mikroskopiske små beløb, for at vise de danske film. Det er købers marked og det udnytter streamingtjenesterne i helt ekstrem grad. Når streamingtjenesterne skal investere i film og tv-serier, har amerikansk indhold selvfølgelig høj prioritet. Derfor er hylderne ofte fyldte op når det kommer til at købe dansk film og det betyder desværre ofte at
producenterne kun bliver tilbudt en mikroskopisk lav betaling.
Det er gået hårdt ud over produktionen af danske spillefilm. Fra der blev produceret 30-35 danske spillefilm årligt i midten af 0’erne, kæmpes der i disse år for overhovedet at nå op på 20 danske spillefilm årligt. Uden politisk hjælp vil dette tal falde yderligere.
Det skal bemærkes, at forudsætningen for dansk films levedygtighed og succes, netop er en produktionsvolumen på 30-35 spillefilm. Det handler om at holde hjulene i gang. Danske spillefilm er på vej ind i en dødbringende spiral. 20 danske spillefilm årligt er simpelthen ikke nok til at holde talentmassen i gang, og sikre at nye talenter får en reel chance.
Og sikringen af talentudviklingen er uhyre vigtig. Ingen filminstruktør, uanset hvor dygtige de er, lever jo evigt. Med en årlig produktion på kun 20 spillefilm, vil morgendagens filmskabere aldrig få deres chance, hvilket udmarver dansk film. Og det handler ikke kun om debutfilmen, det handler i lige så høj grad om film nummer 2. Mange filminstruktører kan slet ikke komme i gang, eller sidder fast efter deres første film, fordi der simpelthen ikke er økonomiske ressourcer til at støtte film nummer to. Med så få film vil nye talenter slet ikke være klar til at tage over, når de ældre filminstruktører lægger filmen på hylden. Det illustreres ved et kig på sidste års ti mest sete danske film, hvor det er vores store stjerner, som Thomas Vinterberg, Anders Thomas Jensen, Charlotte Sieling og Bille August, der fylder listen. Vi skal helt ned på 8. pladsen, før vi finder et nyt talent, Lisa Jespersen og hendes ”Hvor kragerne vender”. Alle de øvrige instruktører er superdygtige og heldigvis står de ikke overfor pension endnu, men de er uddannet i 90’erne og nu skriver vi altså 2022.
Man skal også være opmærksom på at dansk film er en supertanker. Det tager mindst tre år fra en beslutning tages, til man kan se effekten af den. Kontinuiteten i dansk film skal sikres. Det nytter ikke noget først at gøre noget, når succesen og talentmassen er tørret ud.
For at nå op på 30-35 spillefilm, mangler dansk film mere end 200 millioner kroner om året.
Den negative udvikling er specielt gruopvækkende at tænke på, når man tager i betragtning at danske spillefilm er motoren i dansk indholdsproduktion. Det er jo som oftest spillefilminstruktører og spillefilmsmanuskriptforfattere på udlån, som sikrer den særlige danske fortælling i de mest vellykkede, populære tv-serier.
Danske spillefilm er kort sagt fødemaskinen til den særlige danske fortælling, alle danskere elsker. Derfor vil det ikke alene give pokkers god mening, at prioritere spillefilmssektoren med 75% af pengene der kommer ind fra kulturbidraget. Det vil nemlig også sikre udbredelsen af den særlige danske filmfortælling, til gavn for såvel streamingtjenester og tv-stationer, som de danske biografer.
Når biograferne nævnes i denne sammenhæng, skyldes det at dansk film udgør hjørnestenen i de 170 danske biografers repertoire og overlevelse.
Alle kommuner i Danmark kæmper for at få en biograf, eller for at bevare den biograf de allerede har. Biograferne bidrager væsentligt til danskerne kulturliv og fungerer ofte som et lokalt forsamlingshus i et landsbysamfund, hvor det lokale næringsliv ellers er forsvundet. Når der er god dansk film på plakaten, ser vi mange danskere komme i biografen, som vi ellers kun sjældent ser, netop fordi det eneste der kan lokke dem i biffen, er den gode danske filmfortælling. Uden en væsentlig dansk filmproduktion vil mange biografer lukke i fremtiden, fordi dansk film leverer helt op til 35 procent af biografernes omsætning. Ja, for nogen landsbybiografer er dansk films andel helt oppe på 40 procent af omsætningen.
Et kulturbidrag kan sikre danske film til de danske biografer.
Det er public service i højeste potens. Vi skal ikke lægge ansvaret for dansk public service i hverken Hollywoods, eller de Internationale streamingtjenesters hænder. Det er et ansvar som danskerne er bedst til selv at forvalte.
Kære politiker, prioriter ikke pengene til danske spillefilm alene for spillefilmenes eller biografernes skyld. Prioriter pengene for den særlige danske fortællings skyld, til glæde for alle danskere, hvad enten de ser filmene på tv, streaming eller i biografen.